Ungerådstræf i Finland 2026
Gode idéer kræver ikke altid store budgetter – men lidt støtte kan gøre en stor forskel. Fundraising kan virke uoverskueligt, hvis man ikke har prøvet det før – men bare rolig, det er ofte lettere, end man tror. Og når I først er i gang, åbner det døren til en masse nye muligheder. Uanset om I vil lave en kampagne, en koncert, en madklub eller noget helt fjerde, kan I her blive klogere på, hvordan man laver en god ansøgning, finder de rigtige fonde, lægger et budget – og får jeres idé til at ske.
Hør Marie fortælle om, hvordan I kan søge penge til jeres projekter
4 hurtige tips til at søge penge
- Start med en stærk idé og et klart formål. Vis tydeligt, hvad I vil opnå, hvem det gavner, og hvordan pengene gør en forskel.
- Find de rigtige fonde og partnere. Undersøg, om jeres formål matcher fondens værdier og mål. Tilmeld jer NAUs nyhedsbrev ved at sende en mail til info@nau.dk – så får I løbende tips til hvilke fonde, I kan søge.
- Gør det nemt at sige ja. Skriv en kort og klar ansøgning med projektbeskrivelse, budget og hvad fonden får ud af at støtte jer.
- Vis resultater og sig tak. Del billeder, citater og historier fra projektet – og send en personlig tak. Det øger chancerne for støtte næste gang.
Når I skal skrive ansøgningen
Step 1: Organiser jer godt
- Lav en plan: Hvem gør hvad? Hvilke puljer eller fonde søger I? Hvornår er der deadlines? Brug fx en delt to-do-liste til at holde overblik.
Step 2: Forhør jer hos fonden
- Inden I skriver ansøgningen, er det en god idé at ringe til fonden og fortælle om jeres idé. Det giver jer mulighed for at høre, om jeres projekt matcher fondens formål, og hvad man gerne skal lægge vægt på i ansøgningen.
Step 3: Lav en tydelig og konkret projektbeskrivelse
- Beskriv kort og klart: hvad I vil lave, hvem det er for, hvad målet er, hvorfor det er vigtigt og hvordan I vil gøre det.
Step 4: Ansøgningen skal vise, at I er en god partner for fonden
- Vær tydelig omkring, hvorfor det skal være jer, der løfter opgaven.
Step 5: Skriv en god ansøgning
- Følg fondens krav og retningslinjer.
- Skriv klart og præcist – undgå indforstået sprog.
- Få nogen udenfor rådet til at læse ansøgningen igennem.
Step 6: Lav et realistisk budget
- Hvad skal I bruge penge på? (fx udstyr, tryk, transport, snacks, materialer).
- Kan I selv bidrage med noget? (fx frivillig arbejdskraft, egne lokaler).
- Vis hvordan I dækker hele budgettet – både med egne midler og søgte midler.
Værktøjer der kan hjælpe jer med at lave en projektbeskrivelse og ansøgning
Ansøgningscanvas
Når I søger fonde, skal I ofte udfylde faste formularer på fondens hjemmeside. Før I går i gang, kan Fundraising-canvas hjælpe jer med at skabe overblik over idé, målgruppe, aktiviteter og ressourcer – så det bliver lettere at skrive en skarp ansøgning.
Fundraising-canvas der kan printes og udfyldes.
Budgetgåturen
Formål: Med denne øvelse får I en praktisk forståelse for, hvordan man laver et projektbudget, og hvordan forskellige udgiftsposter påvirker hinanden.
Tid: 30 min.
Materialer: Papir, tuscher
Step 1: Lav budgetposter og hæng dem op
Ud fra jeres projektidé udvælger I udgiftsposter til projektet – fx plakater, snacks, transport, t-shirts, teknik, lokalebooking, markedsføring.
Skriv hver post + en cirka pris på et A4-ark, og hæng dem op som stationer rundt i et lokale eller udenfor.
Step 2: Giv hver gruppe et “budget” – altså de penge I vil søge om til jeres projekt
Step 3: Gå rundt og prioritér
Grupperne går rundt og læser om de forskellige poster. Ved hver station beslutter de, om de vil købe posten eller ej, og hvor mange penge I vil bruge på posten. I skal holde sig inden for deres budget og prioritere, hvad der er vigtigst for deres idé.
Step 4: Refleksion og fælles opsamling
Efter gåturen præsenterer grupperne deres valg og fortæller kort, hvordan I har prioriteret.
Step 5: Herefter lægger I i fællesskab et budget for projektet
Næste skridt…
Når I har arbejdet med at skaffe midler til jeres projekter, er I godt på vej til at føre jeres idéer ud i livet. Men før I kan gå i gang, er det vigtigt at sikre, at de nødvendige tilladelser og godkendelser er på plads. Det kan I få hjælp til på siden SØG TILLADELSER TIL JERES EVENTS.

NAU’s Ungerådsweekend 2025
