På jeres sociale medier har I mulighed for at nå ud til alle lige fra lokalpolitikere, potentielle samarbejdspartnere og unge i kommunen. SoMe er derfor et stærkt redskab til at opnå det, I drømmer om – hvis I altså får lagt en gennemtænkt strategi for, hvordan I vil bruge de forskellige platforme – og hvorfor. I kommer langt med en god og tydelig kommunikation – det gælder både, når I vil skabe gennemslagskraft og opbakning, sætte emner på dagsordenen og engagere flere unge i jeres arbejde og fællesskab.  

4 hurtige tips til at styrker jeres tilstedeværelse på SoMe 
  • Kend jeres “Hvorfor” Bliv enige om, hvorfor I er på sociale medier, måske vil I både have mere synlighed, invitere nye medlemmer ind i jeres fællesskab og skabe indflydelse. Der kan sagtens være flere formål på én gang – det vigtige er, at I kender dem, så I kan vælge de rigtige budskaber og kanaler. 
  • Find og brug jeres netværk  Find sammen ud af, hvem I vil nå, og hvor de befinder sig online. Brug jeres netværk – venner, familie, andre foreninger, lokalpolitikere – til at dele jeres indhold og række længere ud. 
  • Skab levende indhold  Vis hverdagen i rådet, del billeder og videoer fra events, og lav opslag, der inviterer folk til at blive en del af fællesskabet. Variation holder følgerne engagerede.  
  • Lav en plan, fordel roller og følg op  Aftal, hvem der laver indhold, hvor ofte I poster, og hvordan I måler, om det virker. Hold jævnligt status og justér jeres strategi, hvis noget ikke virker.  

Øvelser der gør jer knivskarpe på SoMe

Nedenfor finder I øvelser der hjælper jer med at blive skarpe på jeres SoMe – hele vejen fra idé til handling: I starter med at få styr på jeres retning og budskaber, dykker ned i hvem I gerne vil nå, og slutter med at prøve kræfter med at lave konkret og kreativt indhold. Det handler om at vide, hvem I taler til, hvad I vil sige, Hvorfor og hvordan I gør det på en måde, der fanger.

Få styr på det grundlæggende: Kommunikationskompas

Formål: I kan bruge kompasset i alle de sammenhænge, hvor I skal kommunikere med omverdenen. Det gælder både, hvis I vil tættere på en overordnet kommunikationsstrategi for jeres ungdomsråd, hvis I ønsker at få et bestemt budskab ud, eller hvis ønsker flere medlemmer eller deltagere ved jeres arrangementer. Kompasset leder jer gennem fem spørgsmålsgrupper. I kan nemt printe kompasset her og sammen udfylde det. 

Tid: 1 time. 

Materialer: Udprintet kommunikationskompas 

Udfyld sammen kommunikationskompasset – det tager jer igennem alt fra formål med kommunikationen, samarbejder, planlægning og rollefordeling. Vær så detaljerede som muligt, når I udfylder kompasset – det gør det nemmere at handle efterfølgende.  

Målgruppejagten

Målgruppejagten 

Formål: Med denne øvelse kan I blive klogere på, hvem I gerne vil nå – og hvor de er.  

Tid: 20-30 min. 

Materialer: Papir og tuscher. 

Step 1: Brainstorm sammen over forskellige personaer, som I gerne vil nå (fx 9.-klasseselev i en lille by, politisk engageret gymnasieelev osv.) (5 min.). 

Step 2: Del jer op i små grupper. Hver gruppe vælger en persona og får 10 minutter til at tegne jeres persona på et stykke papir og svarer på følgende spørgsmål: 

  • Hvor hænger de ud digitalt? 
  • Hvad fanger deres opmærksomhed? 
  • Hvordan kan vi nå dem på en måde, de gider engagere sig i?  

Step 3: Præsentér jeres personaer for hinanden (10 min.) 

Step 4: I kan bruge svarene til at danne jer et overblik over målgrupper og platforme.  

Reel-Roulette

Formål: Øvelsen gør jer skarpere på indholdsproduktion til SoMe og udfordrer jer til at udvikle sjove og kreative outputs på jeres SoMe-kanaler. 

Tid: 30-45 min. 

Materialer: Telefoner.  

Step 1: Del jer op i mindre grupper (2-3 personer i hver). 

Step 2: Hver gruppe får tildelt et af følgende benspænd fx:  

  • Vis jeres sidste møde som en dramatisk filmtrailer. 
  • Lav en video med rådets vigtigste værdier med overraskende overgange. 
  • Lav en reklamevideo om rådets formål – hvad I er sat i verden for. 
  • Freestyle med jeres yndlings TikTok-trend. I kan hente inspiration her

Step 3: Hver gruppe bruger 25-30 minutter på at planlægge og filme deres video. Brug fx TikTok, Instagram Reels eller bare telefonens kamera. 

Step 4: Se videoerne sammen, og tal om, hvad der fungerer, og hvilken type indhold der kunne få andre unge til at engagere sig. Post videoerne <3 
 

Næste skridt…

Når I arbejder med kommunikation og sociale medier, bliver jeres aktiviteter mere synlige, og det bliver lettere at engagere både deltagere, samarbejdspartnere og til at Få flere med i fællesskabet.

En stærk fortælling og tydelig synlighed er samtidig vigtige redskaber, når I vil skabe indflydelse gennem Kampagner, Kreativ aktivisme eller få mere indflydelse i kommunen.

IMG