Idébingo til NAUs ungerådsweekend 2025.
Er I klar til at kaste jer ud i idégenerering? Her handler det om at få masser af idéer på bordet – både de gode, de skæve og dem, der måske aldrig bliver til noget.
I kan tænke på det som en plante: Der skal sås en hel masse frø, før noget begynder at spire. Nogle frø vokser hurtigt, nogle spirer aldrig, og nogle visner undervejs. Men med nysgerrighed, tålmodighed – og måske lidt omplantning – kan I finde frem til den idé, der vokser stærkest og blomstrer som jeres fælles projekt.
Inden I går i gang, er det en god idé at genbesøge jeres vision og formål, som rettesnor for jeres gode idéer.
Og husk! I behøver ikke altid opfinde den dybe tallerken. Der findes allerede mange stærke idéer derude, som I kan låne, bygge videre på eller lade jer inspirere af. Tjek vores aktivitetskatalog.
4 hurtige tips til at få gode idéer
- Intet er dumt at sige – for at få gode idéer, skal der så mange idéer på bordet som muligt – også de dårlige!
- I siger altid ja – også til skøre idéer. Kreativiteten får frit spil, og sammen skaber I et rum, hvor man kan drømme stort og tænke vildt. Det kan altid filtreres bagefter.
- Byg videre på hinandens idéer. En god idé bliver endnu bedre, når andre bygger ovenpå. Lyt, grib fat, tilføj og drej – måske ender I et sted, ingen havde tænkt alene.
- Tænk med kroppen, rummet og billeder. Kreative idéer opstår ikke kun ved et bord. Brug post-its, bevægelse, tegninger, rekvisitter – eller leg med ord og stemninger. Jo friere hjernen arbejder, jo vildere idéer spirer frem.
Øvelser
Idéudvikling består af tre faser, nemlig idégenerering, kvalificering og udvælgelse. Her kan I finde øvelser til alle tre steps. Øvelserne Idé-bingo, Negativ Brainstorm og 100 på ti minutter kan hjælpe jer med at få gode idéer, mens øvelserne Ja og… og Idebyttebørsen hjælper jer med at kvalificerer idéerne og Dot voting med at udvælge hvad I vil arbejde videre med.
Idé-bingo
Formål: At skabe mange forskellige idéer på kort tid og inspirere hinanden. Øvelsen hjælper med at tænke kreativt, se muligheder på nye måder og udvikle idéer i fællesskab.
Tid: Ca. 25–30 min.
Materialer: Udprintede bingoplader, tuscher eller kuglepenne, post-its, vægplads eller opslagstavle til idéerne.
Step 1: Uddel bingoplader med forskellige kategorier som f.eks. en idé der foregår udendørs, en idé der samler unge og en idé der ikke koster penge.
Step 2: Alle udfylder bingopladen ved at skrive en idé inden for hvert felt.
Step 3: Når I har udfyldt felterne, går I rundt og deler jeres bedste idéer med hinanden. Den første person, der finder fire idéer, der ligner noget, de selv har skrevet i de samme felter, har bingo!
Herefter deler alle deres 3-5 bedste ideer og hænger dem op på væggen.
Negativ Brainstorm
Formål: At vende problemer og udfordringer på hovedet for at finde nye og kreative løsninger. Metoden hjælper med at se tingene fra en anden vinkel og omsætte negative idéer til konkrete, positive forslag.
Tid: Ca. 20–25 min.
Materialer: Post-its, tuscher og vægplads eller tavle til at samle idéer.
Step 1: Stil et positivt spørgsmål. Fx: Hvad kan vi gøre, der gør det federe at være ung i vores kommune?
Step 2: Vend spørgsmålet om til et negativt. Fx: Hvad kan vi gøre, der gør det mere nederen at være ung i vores kommune? Stil gerne flere underspørgsmål, fx Hvordan ser der ud? Hvad laver de unge? Hvad har unge ikke indflydelse på?
Step 3: Nu har I 5-10 minutter til at skyde løs med negative ideer for hinanden. Hæng dem op på væggen undervejs.
Step 4: Brug nu 10 minutter til at tage de negative idéer en for en og vend det, I ikke vil have, til det, I faktisk ønsker – altså positive idéer.
100 på 10 minutter
Formål: At generere et stort antal idéer på kort tid uden at vurdere dem undervejs. Øvelsen fremmer kreativitet, spontanitet og mulighed for vilde og utraditionelle forslag.
Tid: Ca. 15–20 min.
Materialer: Papir eller notesblok, tuscher eller kuglepenne, vægplads eller tavle til at hænge idéerne op.
Step 1: I har 10 minutter til hver især at finde på 100 idéer til aktiviteter eller projekter, der kan føre jeres vision ud i livet. I kan lave underspørgsmål, som fx: Hvilke aktiviteter kan gøre vores by federe for unge? Hvordan engagerer vi flere unge? Hvilke projekter kan vi lave for at styrke fællesskabet blandt unge?
Step 2: Stil uret og sæt i gang
Step 3: I skal bare skrive løs uden at stoppe op og vurdere idéerne. Alt er tilladt – også vilde, skøre og urealistiske forslag. Jo mere flow, jo bedre!
Step 4: Når de 10 minutter er gået, deler I hver især jeres 3-5 bedste idéer og hænger dem op på væggen.
Ja og…
Formål:
At udvikle og kvalificere idéer ved at bygge videre på hinandens forslag. Øvelsen fremmer kreativitet, samarbejde og uventede løsninger.
Tid: Ca. 15–20 min.
Materialer: Alle idéer fra idégenerering.
Step 1: Læg alle jeres idéer ud på gulvet, og stil jer i en rundkreds omkring dem.
Step 2: Tag en runde, hvor I skiftes til at tage en idé op og læse den højt. Lad de andre skyde løs med nye tilføjelser til idéen. Start altid sætningen med at sige “ja og…”, og den næste “ja og…”. Det må gerne gå lynhurtigt og være fjollet.
Idébyttebørsen
Formål:
At kvalificere og udvikle idéer gennem feedback og nye perspektiver fra andre.
Tid: Ca. 20–35 min.
Materialer: Alle idéer fra idégenerering og papir eller ark til at skrive idéerne på samt tuscher eller kuglepenne.
Step 1: Ud fra de genererede idéer, udvælger alle deres yndlingsidé.
Step 2: I får 5 minutter til hver især at uddybe idéen og skrive den på et ark.
Step 3: Herefter bytter I idéer med hinanden og tilføjer nye perspektiver og inputs til hinandens idéer. Det kunne fx være: “Det kunne være federe, hvis…”, “Hvad hvis I gjorde det i samarbejde med…”, “Målgruppen kunne også være…”.
Step 4: Gentag 3 gange inden idéen kommer tilbage til ejeren – nu med masser af inputs.
Step 5: Præsenter jeres kvalificerede idéer for hinanden.
Dot voting
Formål:
At prioritere og udvælge de bedste idéer ud fra fælles kriterier.
Tid:
Ca. 15–20 min.
Materialer: Vægplads eller tavle til at hænge idéerne op, tuscher og/eller prikklister (dot-stickers) og papir.
Step 1: Hæng alle jeres kvalificerede idéer op på en væg. Opstil en række kriterier, som idéerne skal leve op til, og skriv dem op. Det kunne fx være: Idéen bidrager til vores vision, idéen bliver sjov at føre ud i livet, idéen kan mærkes i maven.
Step 2: Gennemgå idéerne og snak om, i hvor høj grad de lever op til jeres kriterier.
Step 3: Tag nu hver en tusch, og sæt en til tre prikker på de idéer, I mener lever bedst op til jeres kriterier.
Step 4: Gå med den eller de idéer, der har fået flest prikker.
Næste skridt…
I har nu fundet én eller flere gode idéer, som I vil arbejde videre med – stærkt! Men for at idéerne kan blive til virkelighed, kræver det god planlægning. Det behøver I heldigvis ikke stå alene med – på siden Lav en plan kan I få hjælp til, hvordan I kommer videre.

Medlemmer fra NAUs bestyrelse til ungetræf i Finland.
