Som koordinator for et ungdomsråd er din fornemmeste opgave at skabe rammerne og klæde ungdomsrådet godt på, så de selv kan tage ejerskab over arbejdet, træffe beslutninger og handle. Du er med til at give rådet tryghed, struktur og sammenhæng – og du hjælper de unge med at udvikle kompetencer, mod og selvtillid til at tage ordet i fællesskabet. På denne side har vi samlet inspiration, gode råd og konkrete redskaber fra både erfarne koordinatorer og ungdomsrådsmedlemmer. Her kan du finde videoer, øvelser og eksempler, der kan støtte dig i rollen – uanset om du har været koordinator i mange år eller først lige er trådt ind i arbejdet.  

Koordinatorens opgaver

Det er meget forskelligt, hvor mange ressourcer I som koordinatorer har tilgængelige, alt efter hvilken kommune I arbejder i – både når det kommer til timetal og goodwill fra lokale aktørers side. Samtidig kan jeres arbejdsopgaver også variere meget, alt efter hvilke aftaler I har lavet med ungdomsrådet, og hvilke behov der er i rådet. 

Klæd ungdomsrådet godt på 

Der er ofte en stor udskiftning i ungdomsråd, og det er derfor vigtigt, at du sikrer at alle medlemmer løbende bliver klædt godt på til at indgå aktivt i ungdomsrådsarbejdet. En god indføring og overlevering fra dig og ungdomsrådets garvede medlemmer sikrer, at nye hurtigere kan tage ejerskab og arbejde selvstændigt. Det er en god idé at have tilbagevendende snakke med rådet, hvor I afdækker deres behov og taler om hvilken viden og kompetencer de ønsker. Det handler i høj grad om at skabe et fællesskab, hvor medlemmerne føler sig trygge – både med hinanden, deres roller og rådets arbejde.

Øvelse: Afdæk ungdomsrådets behov og ønsker 

Team Tune-up  

Formål: 
At finde ud af, hvad der fungerer godt i rådet, hvad der kunne “leveles up” (det i vil blive bedre til), og hvordan koordinatoren kan hjælpe ungerådet på vej. 

Tid: 25–30 min 
 
Materialer: Tre store ark papir eller et papir delt op i tre felter, post-its, tuscher og klistermærker 

Step 1: Del følgende tre kategorier ud på tavlen eller gulvet: 

  • Superkræfter (det vi er gode til) 
  • Level up (det vi vil blive bedre til) 
  • Power-ups (hvordan koordinatoren kan hjælpe) 

Alle får post-its og skriver frit (gerne flere til hver kategori). Skriv gerne både sjove, konkrete ting, men også seriøse ting – fx “Vi har altid gode snacks”, “vi vil gerne blive bedre til at samarbejde”, “Vi vil gerne have hjælp til at følge op på beslutninger”. Smid alle post-its i de tre zoner (7-8 min). 

Step 2: Sammen læser i de forskellige kategoriers post-its op og samler dem i temaer (10 min).  

Step 3: Hver deltager får to prikker/stemmer til at placere på de “level up”-temaer, de synes er vigtigst. De to temaer med flest stemmer bliver rådets fokus for næste periode. Tag sammen en snak om hvordan i kommer i mål med de udvalgte Level-ups og hvordan du som koordinator kan hjælpe (8 min). 

Forventningsafstem med rådet

Det er vigtigt, at du har en løbende og åben dialog med ungerådet om hvilke forventninger I har til hinanden. Det forebygger misforståelser og forvirring.  

Det er ikke altid nemt at vurdere, hvornår der er brug for, at du indtager en faciliterende rolle og hvornår du bør trække dig. Der kan derfor nemt opstå misforståelser, hvis I ikke får talt sammen. Det er derfor en god idé løbende at forventningsafstemme med ungdomsrådet, så i alle ved hvilke roller og ansvar I har.  

Når du forventningsafstemmer med ungdomsrådet, er det vigtigste, at I får skabt et trygt og åbent rum, hvor alle føler, at de må sige, hvad de tænker. Gør det derfor klart at snakken ikke handler om at vurdere nogen, men i stedet at finde ud af hvordan I bedst arbejder sammen.  

Øvelse: Hvem gør Hvad?  

Formål: At skabe fælles forståelse for roller, ansvar og opgaver i ungdomsrådet på en sjov og aktiv måde, hvor alle fysisk tager stilling til, hvem der gør hvad. 

Tid: 20–30 minutter 

Materialer: En streg på gulvet (tape, snor, line) og en liste med opgaver/situationer (kan laves på forhånd eller skabes i fællesskab). 

Step 1: Marker en tydelig linje på gulvet. Den ene side repræsenterer ”Koordinatorens ansvar”, den anden ”Ungdomsrådets ansvar”. Midten kan bruges til “Vi er i tvivl/ejer den sammen  

Step 2: Brug hver især 3 min på at skrive ned, hvilke ansvarsområder/opgaver/situationer der hører med til arbejdet i ungdosmrådet. Læs et ansvarsområde/opgave/situation højt ad gangen. Når en opgave er læst op, vælger alle en side ved at stille sig der, hvor de mener ansvaret ligger. 

Ansvarsområderne kunne f.eks. være: 

  • At lave dagsorden til møder 
  • At opdatere og poste på sociale medier 
  • At skrive referat 
  • At byde nye medlemmer velkommen 
  • At kontakte kommunen om et projekt eller arrangement 
  • At komme med idéer til aktiviteter 
  • At lave budget og holde styr på økonomi 
  • At sørge for snacks og forplejning 
  • At løse konflikter eller uenigheder i rådet 
  • At følge op på aftaler efter et møde 

Step 3: Når alle har valgt side, tager I en runde, hvor I spørger: Hvorfor står du der, og hvad tænker du, der gør det til koordinatorens/ungdomsrådets ansvar? Er der noget, vi skal ændre i vores måde at fordele opgaverne på? 

Step 4: Lav en fælles aftale: Skriv sammen ind i et dokument hvad I er blevet enige om. 

Step 5: Opfølgning: Brug øvelsen igen ved større udskiftning i rådet – eller når der på anden vis er behov for det. 

Hvordan samarbejder I i praksis?  

Udover at fordele ansvarsområder er det en god idé at aftale, hvordan I samarbejder i praksis – fx.: 

  • Hvordan kommunikerer I bedst (Messenger, mail eller sms)? 
  • Hvor ofte deltager koordinatoren i møder – eller giver sparring på andre måder? 
  • Skal ungerådsmedlemmerne selv tage kontakt hvis der er brug for sparring, eller tjekker koordinatoren ind løbende? 

Næste skridt…

Hvis du vil have inspiration til, hvordan du kan understøtte rådets arbejde og møde deres behov og ønsker, kan du dykke ned i de forskellige temaer her på portalen. Her finder du alt lige fra øvelser der skaber rammerne om et trygt fællesskab til planer og skabeloner for at lave en god SoMe-strategi eller viden der kan hjælpe rådet til at dæmme op for pseudoinddragelse – og meget andet!